Grænsen mellem Europa og Afrika er både flydende og fast. Det er en reali-tet som erkendes af de mange tusinde bådflygtninge, som hvert år drukner i deres forsøg på at krydse den hårdt håndhævede usynlige linje, som skæ-rer sig gennem Middelhavet. For selvom tragedien er alt for håndgribelig, er den også i en vis forstand et skue, som på en gang tjener til at forsikre europæerne om, at grænsen er fast og bevogtet, og til at bekræfte dem i deres medlidenhed med de flygtende andre. Når vi ser billederne fra Mid-delhavet forsikres vi om, at vi er i sikkerhed (om end truet), men vi får også mulighed for at vise vores humanitære side ved at forlange en mere human hjemsendelse af staklerne til Afrika på den anden side.

Bidragene skal måske derfor ses som fragmenter i en større sammen-hæng, hvor Skandinavien og Europa konfronteres med et mindre smig-rende billede af det forgangne, og hvor europæere såvel som afrikanere får mulighed for at afprøve nye relationer og identiteter. Men fremfor alt tilhører de en sammenhæng, hvor flere af de traditioner, som længe har præget europæisk humaniora og samfundsvidenskab, støder mod sine be-grænsninger, tvinges til at gentænke sine begreber og opfinde nye kategori-er til en verden, hvor relationen er konstitutiv for enhver identitet, og hvor ethvert sted er en mødeplads for verdens trafik. Som krisen i Middelhavet viser med al ønskværdig tydelighed, er der ingen, der vinder ved at gøre grænsen mellem Afrika og Europa fastere – på nordsiden medfører det en tiltagende kulturel og menneskelig forarmelse, på sydsiden at mennesker sendes i døden.